For tidlig ældet hud
Rynker, dybe furer og slap hud er noget vi forbinder med alderdom, og mange vil gå langt for at undgå disse aldringstegn.
Vores hud kan se yngre ud end vores biologiske alder, hvis vi passer godt på den, eller den kan komme til at se ældre ud, hvis vi udsætter den for især ryning og sol.
Solen er vores absolute fjende nummer et, når det kommer til for tidlig ældet hud.
Hudens aldringstegn viser sig typisk der, hvor man har fået sol uden tilstrækkelig UV-beskyttelse. Solen er nemlig den største enkeltfaktor for tidlig aldring. Både UVA- og UVB stråler får huden til at blive mere slap, rynket og kan forårsage solskader. Det er også derfor, at de første aldringstegn viser sig på hænder og i ansigtet, hvor huden ikke har været dækket af tøj.
Hvordan du passer din hud spiller dog også en stor rolle.
Allerede fra vi er omkring 25 år, går det ned ad bakke med vores hud, så hvis man vil undgå at få for mange rynker, skal man sætte tidligt ind med at pleje sin hud. Huden mister mange af sine beskyttende funktioner, efterhånden som vi ældes, ligesom immunforsvaret nedsættes. Det betyder også, at huden lettere får skader.
Hvordan ældes huden?
Når huden bliver ældre, dannes nye hudceller langsommere, og de er mere skrøbelige og går lettere til grunde. Huden bliver mere tør, tyndere og til sidst også rynket. Du kan selv gøre rigtig meget for at hjælpe huden med at producere nye hudceller. Ansigtsbehandlinger, din hjemmepleje og især en peeling 2 gange om ugen, hjælper din hud med at danne nye celler.
Huden er inddelt i tre med hinanden forbundne lag:
-
epidermis (overhud), hvor nye hudceller dannes
-
dermis (læderhud), der er et kompakt bindevævslag
- subcutis (underhud), som hovedsageligt består af fedtceller
I overhuden dannes to meget vigtige fibre: kollagen, der giver huden styrke, og elastin der sørger for, at huden er elastisk. Rynker opstår, blandt andet fordi dannelsen af kollagen og elastin mindskes med alderen. De for huden meget vigtige fibre produceres langsommere. Desuden nedbrydes kollagen og elastin af UV-stråler. Svedproduktionen mindskes også med alderen, og hudens talgkirtler mindsker produktionen af sebum, hvilket fører til tør hud og en svækket hudbarriere. Ydermere mindskes fedtcellerne i subcutis, hvilket gør huden slap.
Med alderen får huden ikke kun rynker, men kan også få leverpletter der skyldes en skade på melanocytterne, som danner pigmentet melanin. Det er melanin, der gør os ensartet brune i solen som yngre. Leverpletterne er udtryk for, at melanocytterne er meget koncentreret et sted på huden og har således ikke noget med leveren at gøre. Andre steder på huden kan der helt mangle melanocytter, og det giver helt hvide hudpletter.
Mange af disse alderstegn kan forebygges!
Men man kommer ikke sovende til det. Det kræver at man passer på sin hud, at man plejer den. Vi børster også vores tænder hver dag, for at passe på dem, vi går til tandlæge for at få dem renset og for at undgå tandsygdomme. Vi tager vores bil på værksted for at give den et serviceeftersyn. Det er præcis det samme med vores hud. Hvis vi passer godt på den, så holder den længere.
